Skolen på Duevej

Skolen på Duevej
Skolen på Duevej

torsdag den 26. marts 2015

Fra Niels Christophersen

Sølformørkelse blev der ikke meget af

Desværre var der ingen sol fredag formiddag, så eleverne fik ikke set solformørkelsen i levende live. De måtte nøjes med at mærke, at det blev lidt koldere –og ellers se fine tv-billeder. De briller, som ikke blev brugt, lægger vi i en kasse og skriver: ”Må først åbnes i 2142 til den næste solformørkelse”, og ønsker dem bedre held, end vi havde. Bygningerne skal nok stå til den tid. Til sommer har de klaret de første 109 år!

Per Schultz Jørgensen
Onsdag aften var der mødt 80 -90 forældre op for at høre Per Schultz Jørgensen fortælle om børns karakterdannelse. Indholdet i oplægget var: ”Børn i dag skal være sociale og selvstændige – og kunne tage et ansvar. Det er helt centrale egenskaber for at klare sig i en individualiseret verden. Alt for mange børn og unge magter det ikke, de giver op – og melder sig ud. Men hvordan giver vi børn en sådan ballast med sig – i opdragelsen, i daginstitutionen og i skolen? Et svar peger klart i retning af at styrke børns karakter. Karakterdannelse drejer sig om at give børn en indre målestok – det omfatter en positiv selvopfattelse, moral og ansvarlighed. Og selvstændighed.  Men kan børn lære ansvar? Kan de lære vedholdenhed? Hvad gør vi som forældre – og som professionelle?”
Her fremhævede Per et lille begreb som meget betydningsfuldt i den proces nemlig ”at gå over broen” til barnet, hvilket betyder at spørge ind og være nærværende. Det tror jeg vi alle sammen kunne lære noget af.
Det var meget interessant, og vi blev ført vidt omkring. De mange gode pointer kan I finde i oplægget, som ligger på ForældreIntra.
Der bliver lavet et lignende arrangement for hele personalegruppen.

Børnehaveklasser

Kommunalbestyrelsen har besluttet at oprette fire børnehaveklasser til næste år. Alle søskende og tre børn uden for distriktet er optaget. Det betyder, at der er 104 børn på årgangen og 26 børn i hver klasse. Kommer der tilflyttere til distriktet, vil det øge klassestørrelsen, og fraflytning vil mindske den, da det er tallet den 23.3. 2015, som er skæringsdatoen for antal elever.

Det lykkedes ikke helt at få privatskolefrekvensen i bund som i indeværende år, da fire af børnene i distriktet skal i privatskole.

Det er glædeligt, at så mange gerne vil have deres børn til at gå på skolen.  


Pladsen er trang, men det hjælper lidt
Skolebestyrelsen har i gennem dette skoleår drøftet lokalekapaciteten og rettet henvendelse til Undervisningsudvalget og forvaltningen omkring vores mangel på lokaler.
Det er der i løbet af marts kommet en løsning på, som vil gælde fra 1. maj og til sommeren 2016.
Der bliver opstillet to pavilloner i Nordgården, hvor troldene og stensætningen nu står. Når pavillonerne til sin tid fjernes igen, genetableres området. Hvorvidt det sker i 2016, eller om pavillonerne får lov til at blive stående, til nybygningen er færdig i 2017, vides endnu ikke.
De to lokaler er blevet lovet klar inden 1. maj. Det er endnu ikke afgjort, hvilke klasser som skal være i pavillonerne, men det er dog sikkert, at det vil være to klasser fra Pyramiden, som skal flyttes. Det vil give mere lokalekapacitet i Pyramiden.

Busser i majperioden
Skolen har igen i år fået bevilget busser fra 1. maj til sommerferien, så vi kan tage noget af trykket på Pyramiden i skoletiden. Indskolingsklasserne får hermed mulighed for at tilrettelægge undervisning uden for matriklen. Det er vi rigtigt glade for.

Møde med kontaktforældre
I begyndelsen af marts afholdt skolebestyrelsen et møde med kontaktforældrene bl.a. for at høre deres respons til et nyt udkast til et princip om forventninger til forældre, hvilket er et krav i folkeskoleloven. Der kom mange interessante synspunkter tilbage, som bestyrelsen har taget til sig, og inden sommerferien kommer det endelige bud på nye principper for forventninger til forældre.

Forældrene blev ligeledes informeret om ’rigets tilstand’ i forhold til understøttende undervisning og bevægelse. Her må vi være ærlige og sige, at noget er vi lykkedes med, og andet er vi ikke kommet i mål med endnu. Vi har brugt uforholdsmæssigt megen tid på understøttende undervisning i forhold til, hvor meget det fylder i skoledagen. Det skal vi nok for styr på i forhold til næste skoleår. Som vi sagde til jer i august: Det er en del af grundtingene i reformen, som vi skal have styr på i dette skoleår.
Derudover holdt Lars Juncker et oplæg om læringsmålstyret undervisning, og Hans Nymarsk talte om, hvordan lektier kan se ud i fremtiden?

For mig er det helt centralt at afholde disse møder, da det giver os megen værdifuld information om, hvad der rører sig blandt forældrene, og mange af de ting, som kommer frem på møderne, bliver også realiseret, så forældrene har faktisk en stor indflydelse på skolen. Det er nogle af de mest udbytterige møder, jeg deltager i!

Motivation og samarbejde – et fælles ansvar
På baggrund af de ændrede vilkår for medarbejderne og nye samarbejdskonstellationer mellem lærere og pædagoger har vi i foråret igangsat et udviklingsprojekt for at få et fælles sprog og en fælles tilgang til teamsamarbejdet. I projektet indgår der interview med de enkelte medarbejdere, så derfor vil det først være afsluttet umiddelbart inden sommerferien for alle årgangsteam. Samarbejdet er i dag blevet endnu mere nødvendigt i forhold til at kunne håndtere en mere presset hverdag.
Projektet er styret af eksterne konsulenter, og overordnet er formålet ”I fællesskab at sætte fokus på dét, der skaber motivation og arbejdsglæde for derved at styrke teamsamarbejdet - sat i relation til teamets målsætning.”


I ønskes alle en dejlig påskeferie med besøg af påskeharen, samt dejlig afslapning på sofaen.
Vi ses igen tirsdag den 7. april – friske og veludhvilede.


NC

Ingen kommentarer:

Send en kommentar