Skolen på Duevej

Skolen på Duevej
Skolen på Duevej

torsdag den 30. oktober 2014

Fun Facts!!

Fun Facts!

Har du brug for ligegyldige facts, så læs med her:-D 

  1. En krokodille kan ikke stikke sin tunge ud af munden.
  2. Mexico har haft 3 præsidenter på en dag.
  3. Det er fysisk umuligt for en gris at kigge op.
  4. En ands rap kan ikke give ekko og forskere ved ikke hvorfor.
  5. Når du nyser stopper dit hjerte i et milli sekund .
  6. Mere end 50% af verdens befolkning har aldrig modtaget eller foretaget et opkald.
  7. Over tusinde fugle dør hvert år af at flyve ind i vinduer.
  8. Flere mennesker bruger blå tandbørster end røde.
  9. En vandmand er 95% vand.
  10. En 15-årig kat har brugt 10 år af sit liv på at sove. 

Gode bøger på skolebiblioteket

Kan du heller aldrig finde en god bog på skolebiblioteket? Så har vi lidt hjælp til dig. Det her er vores boganbefalinger af bøger fra skolebiblioteket:


Sofies verden af Jostein Gaarder

Kan du lide filosofi? Så vil du elske denne bog.

Romanen handler om pigen Sofie, der på mystisk vis pludselig modtager breve om kendte filosofiske spørgsmål. For hvert brev får hun endnu en bid af filosofiens historie, og det samme gør læseren. Udover brevene bliver læseren også trukket ind i Sofies hverdag og problemer.

 
Skammerens datter af Lene Kaaberbøl

Skammerens datter er en spændende ungdomsfantasy, der både indeholder drager, uforklarlige mord og en gammel borg. Den handler om Dina, som er Skammerens datter. Som Skammer kan man se lige igennem folk og finde ud af hvad de skammer sig over. Evnen viser sig både at være en pest og en gave i løbet af historien.

 
Karlas kabale af Renee Toft Simonsen

Karla er en normal pige på 9 år. Hun bor sammen med sin mor, sin lillebror Mads Morten, sin bonusfar Leif, og så en lillebror der hedder Lillebror. Karlas far er alkoholiker, så hun ser ham ikke så tit. Karla bliver en dag så sur, at hun løber hjemmefra og møder en masse på sin vej.

 
Matched af Ally Condie

Kunne du forestille dig at leve i en verden, hvor Samfundet bestemmer, hvem du skal gifte dig med og hvor du skal arbejde?

Den problemstilling står hovedpersonen, Cassia, overfor i denne Science Fiction om kærlighed og oprør.

 



 


Efterskole eller ej?

Et hunde år svarer til syv menneske år. Det samme kan man måske sige om et efterskole år.

En efterskole er et ekstra år du kan tage i niende eller tiende, og du kan endda tage det i ottende hvis det er det du vil.

 Tænker du over om du skal på efterskole eller lade være? Eller hvilken efterskole du skal vælge overhovedet?  Du har måske en sportsgren som du gerne vil vedligeholde, mens du går på skolen, men du vil samtidig gerne være tæt på din familie. Eller måske kan du ikke komme længere væk, hurtigt nok.

  Så er der en hjemmeside, der er helt perfekt til at finde en efterskole der passer perfekt til dig.


 Derinde står alt hvad du har brug for at vide om efterskoler.

 Du  kan søge på lige de ting der passer til dig og dine behov, og der er en stor række af efterskoler, som du kan vælge imellem.

 Der er mange fordele ved at tage på efterskole. Der er et godt fællesskab, og det er garanteret at du får venner for livet.  Og hvis man ikke er helt klar på at komme på gymnasiet kan det være en god idé liiige at tage et ekstra kig på hjemmesiden, som blev nævnt tidligere.

 Man lærer også at tage ansvar på sit år på efterskolen. Du skal f.eks. selv vaske dit tøj og sørge for at du stadig har nok tandpasta til i morgen. Det kan i sig selv være en udfordring.

Men lige meget hvad du vil, anbefaler jeg at du tager et kig på denne hjemmeside.




- Marie, 8.a

Skolereformen - hvordan har den påvirket eleverne?


Skolereformen er trådt i kraft, og der er bestemt delte meninger om den. Vi var alle sammen påvirkede af lærerlockouten i april 2013, der betød 25 lange hjemmedage uden nogen idé om, hvornår vi skulle tilbage på skolebænken. Men er skolereformen virkelig så anderledes? Og hvordan er det egentlig at gå i skole, nu hvor Den Nye Folkeskole er en realitet?
Vi har interviewet et par elever og hørt dem om deres holdninger til reformen.

Vi startede ud med det mest åbenlyse spørgsmål: Kan I mærke forskel?

Niels fra 2.b svarede ja. Han fortalte smilende om den understøttende undervisning, der gør at han får mere motion ind i skoledagen. Til gengæld er han ikke en fan af de lange skoledage.

Delal og Pernille fra 9.a kan ikke mærke den store forskel. De havde allerede forventet flere lektioner og lektier. Det eneste nye på deres skema er valgfag.

Der blev også snakket om, hvordan det har påvirket lærerne, og der var enighed om, at de virker mere stressede og uforberedte.

Vi spurgte også de fem interviewpersoner, om de havde en generel holdning til reformen. Det mest udbredte svar var: nej.

De kunne se nogle positive ting (som faglig fordybelse og motion) og nogle negative ting (længere skoledage og stressede lærere). Men som Ida fra 8.b sagde: ” Det er lidt underligt at de laver sådan et stort postyr, der er jo ikke engang sket den største forandring”.  

Pernille påpeger også at den største forandring nok er hos lærerne og de yngre elever.
 

Skrevet af Olivia og My fra 8.b

Tegneserie


torsdag den 23. oktober 2014

Nu hvor det nye skoleblad, brevduen, er oppe at køre, vil vi lige indlede med de her gåder:

1.Der var 2 sønner og 2 fædre på jagt. Til sammen skød de 3 ænder. De delte lige, så de fik hver en and. Hvordan kan det lade sig gøre?

2. Hvor mange gange kan du trække 5 fra 25?


SVAR:
1. De var kun 3. En søn, en far og en farfar
2. Svaret er 1 gang. Fordi når du trækker 5 fra 25, har du 20 tilbage. Så gangen efter er 5 fra 20.



Fritidsaktiviteter

Mangler du en fritidsaktivitet at gå til?:-D


Vi har valgt at lave en undersøgelse om de aktiviteter i går til i fritiden, så hvis i mangler en aktivitet at gå til så kan i få inspiration her:
Her er de:

0.-6. klasse:

torsdag den 9. oktober 2014

Nyt fra ledelsen

Af Niels Christophersen
Vi er kommet i gang med skolereformen, og vi må sande, at vi har nogle skemamæssige udfordringer, da vi fra starten ikke har ensartet strukturen teamene imellem. Det vanskeliggør fx booking af lokaler og vikardækning. Dette problem arbejder vi på, og vi regner med, at en ensartet struktur er klar i uge 44. Det har desværre taget meget af medarbejdernes tid, og det var ikke meningen.

Vi har fokus på indholdet af den understøttende undervisning og bevægelse for at løfte kvaliteten af indholdet i disse timer.
Det er dejligt at se al den bevægelse, der finder sted i løbet af dagen i gården og på trapper, og mange af bevægelsesaktiviteterne indgår som et naturligt element i den fag-faglige undervisning. Glade børn er ikke stille børn, så vi skal til at vænne os til, at der en konstant støj fra gården og boldbanerne igennem hele dagen.

Der er et godt samarbejde mellem lærere og pædagoger, som vi har valgt skal mødes en gang om ugen for bl.a. at få styr på den understøttende undervisning.

Det er jo paradoksalt, at man politisk har valgt, at pædagoger skal undervise, når man har lærere, som ved, hvad det drejer sig om. Det kan kun handle om, at det er billigere! Men helt billigt bliver det ikke, for nu skal vi til at efteruddanne pædagogerne i klasseledelse. De er bragt i en uvant situation, hvor børnene ikke altid kommer og deltager af lyst. Det kan være en udfordring for nogle pædagoger. Heldigvis har de alle gåpåmod, og nogle har det også som fisk i vandet.

Det skal ingen hemmelighed være, at man har ’presset citronen’ for meget i forhold til lærernes undervisningstid og deraf lærerens oplevelse af mangel på ordentlig forberedelsestid. Lov 409 om lærernes arbejdstid har haft den stik modsatte effekt af den ønskede: Man har villet straffe de dovne, og i stedet har man straffet alle de ambitiøse, flittige og arbejdsomme lærere, som med de nye rammer bliver ”tvunget” til at arbejde mindre.

Jeg håber, at der er nogle politikere, som har modet til at sige, at Lov 409 er ’en ommer’, før det er for sent.  

Budgetforlig og udbygning
I denne uge er der indgået budgetforlig, og der er en meget glædelig nyhed for Skolen på Duevej: Det drejer sig om nybygningen, som skal stå færdig i sommeren 2017. I forhold til det oprindeligt planlagte byggeri er det lykkedes skolen og bestyrelsen at få byggeriet udvidet med en ekstra etage på den nye bygning til personalefaciliteter samt omrokeringer i hovedbygningen, så vi til den tid har mere plads til alle de børn, som går på skolen, og så medarbejderne kan få nogle ordentlige arbejdsforhold, når de nu skal være så meget til stede på arbejdspladsen.

Med byggeriet får vi en bygning på 325-350 kvadratmeter i grundplan. I stueetagen bliver der en stor sal til samling og bevægelsesaktiviteter. På 1. sal kommer der tre klasselokaler og et ’Natur og teknologilokale’ og et billedkunstlokale. De to faglokaler flytter fra hovedbygningen. Det vil også give SFO nogle bedre betingelser. Meningen er, at 3. klasserne til den tid skal blive i Pyramiden, hvilket vil give luft i hovedbygningen til delehold og projektrum.

Vi glæder os til 2017, når det hele vil stå færdigt. Indtil da har vi en stor opgave foran os nemlig at skaffe mere midlertidig plads. Skolebestyrelsen har bedt ledelsen udarbejde en oversigt over, hvordan den faktiske lokalesituation er lige nu, og hvordan den noget vanskelige udfordring med for få lokaler kan finde en løsning.

Ny leder på skolen
I foråret bevilgede Frederiksberg Kommune en ekstra pædagogisk leder til hver skole – som den eneste kommune i dette land.
Vi har i september ansat Lars Juncher som pædagogisk afdelingsleder. Lars kommer fra en stilling på en specialskole i Gentofte Kommune, og han har også fungeret som konsulent i Gentofte og som underviser på University College Copenhagen UCC. Lars’ primære arbejdsopgave bliver at være med i undervisningen og sparre med lærerne og pædagogerne omkring læringsmål og synlig læring. Desuden har han kompetencer inden for IT og undervisning, som begge er helt centrale elementer i reformen af folkeskolen.
Lars begynder den 1. november, og vi glæder os meget til samarbejdet.

Ansættelsen af en ny leder betyder, at Hans og jeg bytter kontor, sådan at Hans og Lars kan dele mit lidt større kontor. Andre muligheder har vi ikke.   

Ingen ændring i skoledistriktet
Børnetallet fortsætter med at vokse i Frederiksberg Kommune, og derfor vil der forekomme ændringer i skoledistrikterne rundt om i kommunen. I år sker der dog ingen ændringer af skoledistriktet for Skolen på Duevej.

Indskrivning til børnehaveklasser
Indskrivningen til børnehaveklasserne vil finde sted i perioden fra den 10. november 2014 og frem til den 20. december. Forældre til børn, som fylder 6 år i 2015, vil få en invitation til en informationsaften uden børn og en invitation til indskrivning og besøg i Pyramiden med børn. Invitationen vil blive udsendt i uge 43.
Vi afholder informationsaften mandag den 10. november kl. 19-21 i den øverste gymnastiksal og besøgsaften i Pyramiden med børn onsdag den 12. november kl. 17-19.
Vi glæder os til at møde alle de kommende børnehaveklassebørn.

Trafikkultur
Den nye skolebestyrelse er kommet godt i gang og er i færd at med at udfærdige principper omkring forventninger til forældre. Principperne er klar efter efterårsferien. Når I får dem, bør I studere dem nøje!
Et element er, at forældre er rollemodeller for deres børn, og her har nogle af jer en opgave foran jer, når det gælder jeres trafikkultur. Det gælder især de af jer, som kører jeres børn i skole.
På Duevej ved fodgængerovergangen har man netop markeret på vejen, hvor man af hensyn til dem, som bruger fodgængerovergangen, hverken må parkere eller sætte sit barn af. Så lad være med det, og tænk på trafiksikkerheden for alle børn på skolen.
På Fuglebakkevej skal I respektere det stykke, hvor der er standsnings- og parkeringsforbud.
Det er forstemmende at se den ligegyldighed, som andre forældre, gårdvagter og jeg selv en gang imellem bliver mødt med, når vi påtaler det.
Tak til alle jer, som godt ved, hvordan man gør. Det giver en bedre start på dagen for alle.

Løbehjul og skateboard
Vi har nu rundet de 800 elever på skolen. Når så mange mennesker er sammen, fordrer det noget af os alle sammen, hvis vi skal kunne være på skolen.
Plads har vi i forvejen ikke megen af. Når eleverne så medbringer løbehjul og skateboards i skole, er der endnu mindre plads tilbage. De bliver nemlig taget med op i klasserne, selv om reglen er, at løbehjul og skateboards skal spændes fast i cykelstativerne. Når de er inden døre, falder vi over dem, og de ødelægger væggene og skrammer træværket.

Så vil I ikke være søde at lade dem blive hjemme.

I ønskes alle en dejlig efterårsferie, og nyd den nu fuldt ud; den er velfortjent oven på nogle lange skoledage.

NC

Ungerådet



Synes du nogle gange at politik kan være lidt ligegyldigt? Nå ja du har jo nok hørt om skolereformen. Men man sidder næsten altid med en følelse af at man ikke har nogen indflydelse som ung. Til dig der føler det, der er håb forude! Nu er der blevet oprettet et såkaldt ungeråd. I Frederiksberg kommune er der i perioden 2014-2016 bevilget 200.000 kr. til Ungerådet årligt.

Kommunalbestyrelsen (det mægtigste samråd på Frederiksberg), har besluttet at etablere et Ungeråd, som skal give de unge mere medindflydelse på udviklingen i byen. Formålet er at sikre, at de unges stemmer bliver hørt bredt i den demokratiske proces i Frederiksberg Kommune. Det var planen, at der skulle vælges 11 medlemmer samt 11 stedfortrædere til Ungerådet, men der er dog kun 19 der opstillede på kandidatlisten.

Ungerådets første funktionsperiode bliver fra begyndelsen af oktober i år til 31. december 2016.

Unge mellem 14 og 19 år, som er bosat på Frederiksberg har mulighed for at stille op til Ungerådet. Det er dog for sent for i år, hvor kandidaterne i skrivende stund er blevet valgt. Men der er håb forude, for hvis du opfylder ovennævnte betingelser, kan du bare stille op næste gang – og så har du jo også tid til at finde dig nogle mærkesager!

Ideen med et Ungeråd er slet ikke ny, flere kommuner rundt om i landet har allerede et ungeråd. En af dem er Slagelse kommune, der har valgt at satse på en lidt bredere gruppe af uge: nemlig fra 15 til 30 år.

Der kunne måske være en fordel i at udvide aldersgruppen, for Ungerådet på Frederiksberg har faktisk allerede mødt en første udfordring. For noget tid siden bragte avisen Politiken, en artikel om et lavt fremmøde af Frederiksbergs unge til Ungerådets første konference, på hvilken der også var mulighed for at stille op som kandidat. Der kom dog heldigvis ekstra kandidater til efterfølgende, idet det også var muligt at melde som kandidat online. En mulighed, som jeg selv benyttede mig af.

Jeg har kontaktet nogle af de andre kandidater til Ungerådet, om hvorfor netop de valgte at melde sig som kandidat, det kan man læse mere om i den anden sektion ved navn ” Ungerådet – Kandidatinterview”.

Den 20. september blev der sendt stemmesedler ud til de cirka 5000 unge i aldersgruppen 14-19 år, som vi er på Frederiksberg. Måden man stemte på var elektronisk, og man skulle bruge en tilsendt valgkode for at indgive sin stemme. Stemmeresultaterne er efterfølgende blevet sendt ud til de opstillede kandidater.

Skrevet af: Sebastian Flemming Lytken Kvist 9.c

Brevduen på instagram!

Brevduen på instagram!
Hvis du har en instagramprofil, så husk at følge "skolebladet". Vi opdatere nemlig når der er nyt på bloggen, så du altid kan følge med :-D
Husk også at bruge vores hashtag: #skolebladet

Forsøgshave, bier og andre ideer til aktiviteter i Udeskole og Natur og Teknologi



For enden af Fuglebakkevej helt nede ved banen har lokale ildsjæle i samarbejde med Områdefornyelsen etableret bistader og dannet foreningen ”Dine bivenner” og nu også en forsøgshave i samarbejdet med kommunens naturvejledere og ”Creative Roots”.

Vi har med andre ord fået et undervisningssted i nærområdet til udeskoleaktiviteter. Tanken er, at
vores brug af området også kan være med til at beskytte stedet: Når klasser fra skolen jævnligt er
på stedet, kan vi være med til at holde øje med tingene.

Muligheder:
Bistaderne. Her kan man følge biernes arbejde. Klasserne kan komme tæt på bierne, kigge ned i bistadet, se på tavlerne og være med til at slynge honning. Vi (Områdeløftet og skolen) har søgt
penge hos Friluftsrådet til at opføre et skur på området. Tanken er, at skolen kan få nøgle til skuret, hvor vi blandt andet kan hente beskyttelsesdragter, hvis klassen skal se på bistaderne.
For at omgås bierne skal man have et kursus. Janne har med en kort introduktion været på besøg med 0 A, og det var en stor oplevelse for børnene.
Kommunens naturvejleder, Carina Pilgaard vil deltage i nogle teammøder i efteråret (nærmere herom senere) for at introducere et kompendium med forslag til undervisning med udgangspunkt i bistaderne indenfor N/T, Madkundskab, biologi, matematik, billedkunst, dansk mm.



Forsøgshaven. Haven består lige nu af nogle højbede, der ud over at være dyrkningssted for duftende og spiselige planter, kan være undervisningsmateriale til N/T, biologi og fysik. Der kan undervises i klimatilpasning samt opsamling, rensning og anvendelse af regnvand.
Victor fra Creative Roots har lavet en miniudgave af højbedet, hvor man kan følge behandlingen af det opsamlede regnvand. Modellen er transparent, således at den kan bruges i undervisning.



Kursus. Desuden tilbyder Victor at afholde kursus for interesserede lærere og/eller klasser. Her vil han uddybe nærmere om højbedenes funktion og opbygning, samt give en forevisning af modellens virken. Kontakt Hans N. hvis I vil høre nærmere.

Tilplantning. Sammen med lærere og elever fra 2. klasserne vil Victor forestå tilplantningen af en del af plantekasserne her i efteråret, men til foråret vil andre klasser også kunne være med til at vælge planter og at så.

Placering:

torsdag den 2. oktober 2014


Vindere af navnekonkurrencen:
Vi har nu fundet en vinder af navnekonkurrencen til det nye skoleblad. Det var svært at træffe denne beslutning, da der kom en masse gode forslag ind. Det nye skoleblad kommer nu til at hedde: Brevduen. Felicia og Kathrine fra 9.c var de heldige vindere af en plade chokolade, tillykke!