Skolen på Duevej

Skolen på Duevej
Skolen på Duevej

torsdag den 9. oktober 2014

Nyt fra ledelsen

Af Niels Christophersen
Vi er kommet i gang med skolereformen, og vi må sande, at vi har nogle skemamæssige udfordringer, da vi fra starten ikke har ensartet strukturen teamene imellem. Det vanskeliggør fx booking af lokaler og vikardækning. Dette problem arbejder vi på, og vi regner med, at en ensartet struktur er klar i uge 44. Det har desværre taget meget af medarbejdernes tid, og det var ikke meningen.

Vi har fokus på indholdet af den understøttende undervisning og bevægelse for at løfte kvaliteten af indholdet i disse timer.
Det er dejligt at se al den bevægelse, der finder sted i løbet af dagen i gården og på trapper, og mange af bevægelsesaktiviteterne indgår som et naturligt element i den fag-faglige undervisning. Glade børn er ikke stille børn, så vi skal til at vænne os til, at der en konstant støj fra gården og boldbanerne igennem hele dagen.

Der er et godt samarbejde mellem lærere og pædagoger, som vi har valgt skal mødes en gang om ugen for bl.a. at få styr på den understøttende undervisning.

Det er jo paradoksalt, at man politisk har valgt, at pædagoger skal undervise, når man har lærere, som ved, hvad det drejer sig om. Det kan kun handle om, at det er billigere! Men helt billigt bliver det ikke, for nu skal vi til at efteruddanne pædagogerne i klasseledelse. De er bragt i en uvant situation, hvor børnene ikke altid kommer og deltager af lyst. Det kan være en udfordring for nogle pædagoger. Heldigvis har de alle gåpåmod, og nogle har det også som fisk i vandet.

Det skal ingen hemmelighed være, at man har ’presset citronen’ for meget i forhold til lærernes undervisningstid og deraf lærerens oplevelse af mangel på ordentlig forberedelsestid. Lov 409 om lærernes arbejdstid har haft den stik modsatte effekt af den ønskede: Man har villet straffe de dovne, og i stedet har man straffet alle de ambitiøse, flittige og arbejdsomme lærere, som med de nye rammer bliver ”tvunget” til at arbejde mindre.

Jeg håber, at der er nogle politikere, som har modet til at sige, at Lov 409 er ’en ommer’, før det er for sent.  

Budgetforlig og udbygning
I denne uge er der indgået budgetforlig, og der er en meget glædelig nyhed for Skolen på Duevej: Det drejer sig om nybygningen, som skal stå færdig i sommeren 2017. I forhold til det oprindeligt planlagte byggeri er det lykkedes skolen og bestyrelsen at få byggeriet udvidet med en ekstra etage på den nye bygning til personalefaciliteter samt omrokeringer i hovedbygningen, så vi til den tid har mere plads til alle de børn, som går på skolen, og så medarbejderne kan få nogle ordentlige arbejdsforhold, når de nu skal være så meget til stede på arbejdspladsen.

Med byggeriet får vi en bygning på 325-350 kvadratmeter i grundplan. I stueetagen bliver der en stor sal til samling og bevægelsesaktiviteter. På 1. sal kommer der tre klasselokaler og et ’Natur og teknologilokale’ og et billedkunstlokale. De to faglokaler flytter fra hovedbygningen. Det vil også give SFO nogle bedre betingelser. Meningen er, at 3. klasserne til den tid skal blive i Pyramiden, hvilket vil give luft i hovedbygningen til delehold og projektrum.

Vi glæder os til 2017, når det hele vil stå færdigt. Indtil da har vi en stor opgave foran os nemlig at skaffe mere midlertidig plads. Skolebestyrelsen har bedt ledelsen udarbejde en oversigt over, hvordan den faktiske lokalesituation er lige nu, og hvordan den noget vanskelige udfordring med for få lokaler kan finde en løsning.

Ny leder på skolen
I foråret bevilgede Frederiksberg Kommune en ekstra pædagogisk leder til hver skole – som den eneste kommune i dette land.
Vi har i september ansat Lars Juncher som pædagogisk afdelingsleder. Lars kommer fra en stilling på en specialskole i Gentofte Kommune, og han har også fungeret som konsulent i Gentofte og som underviser på University College Copenhagen UCC. Lars’ primære arbejdsopgave bliver at være med i undervisningen og sparre med lærerne og pædagogerne omkring læringsmål og synlig læring. Desuden har han kompetencer inden for IT og undervisning, som begge er helt centrale elementer i reformen af folkeskolen.
Lars begynder den 1. november, og vi glæder os meget til samarbejdet.

Ansættelsen af en ny leder betyder, at Hans og jeg bytter kontor, sådan at Hans og Lars kan dele mit lidt større kontor. Andre muligheder har vi ikke.   

Ingen ændring i skoledistriktet
Børnetallet fortsætter med at vokse i Frederiksberg Kommune, og derfor vil der forekomme ændringer i skoledistrikterne rundt om i kommunen. I år sker der dog ingen ændringer af skoledistriktet for Skolen på Duevej.

Indskrivning til børnehaveklasser
Indskrivningen til børnehaveklasserne vil finde sted i perioden fra den 10. november 2014 og frem til den 20. december. Forældre til børn, som fylder 6 år i 2015, vil få en invitation til en informationsaften uden børn og en invitation til indskrivning og besøg i Pyramiden med børn. Invitationen vil blive udsendt i uge 43.
Vi afholder informationsaften mandag den 10. november kl. 19-21 i den øverste gymnastiksal og besøgsaften i Pyramiden med børn onsdag den 12. november kl. 17-19.
Vi glæder os til at møde alle de kommende børnehaveklassebørn.

Trafikkultur
Den nye skolebestyrelse er kommet godt i gang og er i færd at med at udfærdige principper omkring forventninger til forældre. Principperne er klar efter efterårsferien. Når I får dem, bør I studere dem nøje!
Et element er, at forældre er rollemodeller for deres børn, og her har nogle af jer en opgave foran jer, når det gælder jeres trafikkultur. Det gælder især de af jer, som kører jeres børn i skole.
På Duevej ved fodgængerovergangen har man netop markeret på vejen, hvor man af hensyn til dem, som bruger fodgængerovergangen, hverken må parkere eller sætte sit barn af. Så lad være med det, og tænk på trafiksikkerheden for alle børn på skolen.
På Fuglebakkevej skal I respektere det stykke, hvor der er standsnings- og parkeringsforbud.
Det er forstemmende at se den ligegyldighed, som andre forældre, gårdvagter og jeg selv en gang imellem bliver mødt med, når vi påtaler det.
Tak til alle jer, som godt ved, hvordan man gør. Det giver en bedre start på dagen for alle.

Løbehjul og skateboard
Vi har nu rundet de 800 elever på skolen. Når så mange mennesker er sammen, fordrer det noget af os alle sammen, hvis vi skal kunne være på skolen.
Plads har vi i forvejen ikke megen af. Når eleverne så medbringer løbehjul og skateboards i skole, er der endnu mindre plads tilbage. De bliver nemlig taget med op i klasserne, selv om reglen er, at løbehjul og skateboards skal spændes fast i cykelstativerne. Når de er inden døre, falder vi over dem, og de ødelægger væggene og skrammer træværket.

Så vil I ikke være søde at lade dem blive hjemme.

I ønskes alle en dejlig efterårsferie, og nyd den nu fuldt ud; den er velfortjent oven på nogle lange skoledage.

NC

Ingen kommentarer:

Send en kommentar