Vi er alle Charlie Hebdo

Efter terrorangrebet i Paris, hvor 12 personer blev dræbt på det franske magasin Charlie Hebdo, er der meget, vi er fælles om.

Vi er fælles om at mærke kuldegysningerne ved tanken om, hvordan to hætteklædte mænd gik ind på redaktionen i det centrale Paris og åbnede ild med deres automatvåben. Vi er fælles om at sende tanker til de ægtefæller, kærester, børn og børnebørn, der har mistet. Vi er fælles om at forfærdes og fordømme, men vi er også fælles om at forsvare den ytringsfrihed, terrorangrebet utvivlsomt var et anslag mod.

I den forstand er vi – som bloggen med patos udtrykker – alle Charlie Hebdo. De efterladte – pårørende som kollegaer – er ene om at bære smerten, men vi bærer alle forpligtigelsen til, at de ikke står alene.

At betegne Charlie Hebdo som udpræget islamfjendsk vil dog bero på en misforståelse. Charlie Hebdo praktiserer en gammel – og i Frankrig særligt udviklet – tradition for at føre magtkritik gennem satire. Kritikken retter sig mod enhver form for magt – politisk, religiøs eller økonomisk. Eller som Charlie Hebdos chefredaktør sagde i sin tale, da magasinet i oktober modtog en pris fra Dansk PEN: "Charlie Hebdo har på 22 år fået 21 sagsanlæg. De 20 var fra katolske organisationer, kun ét fra islamister – det fik vi, da vi genoptrykte den mest spektakulære af Jyllands-Postens tegninger. Men tag ikke fejl: Også de højreekstreme katolikker er på politisk erobringstogt. Og politik er netop sagens kerne."

Ja, og til den kerne hører spørgsmålet: Hvorfor gør satire og humor ekstraordinært ondt på alle dem, der vil bestemme over alle andre? Hvorfor er det særligt pinefuldt for dem, der har det strammeste forhold til deres religion?

Er det fordi denne slags humor og satire udstiller deres mangel på kontrol? Er det derfor, de ikke har andet svar end en magtesløshed, i form af vold og i yderste tilfælde mord?

Satiretegninger må i sagens natur gå til yderligheder for at vække eftertankens latter. Det kan ikke gøres balanceret. Men det er ikke ensbetydende med en fribillet til at provokere for provokationens skyld. Ingen bør krænke unødigt. Det hører med til ethvert medies ansvar.

Men hvis nogen vil protestere mod den behandling, de udsættes for i både tegning og/eller ord, har de i vores del af verden to muligheder: Løse striden i dialog eller løse den i en retssal.

Det er denne helt grundlæggende indretning af vores samfund, der blev sat under angreb i Paris.

Gerningsmændene og alt, hvad de måtte være forbundet med, har allerede tiltvunget sig en magt, de ikke har nogen ret til. De har efterladt 12 familier med savn og sorg. De har efterladt et Frankrig grebet af frygt. Og de har frataget Charlie Hebdo – og alle andre – troen på, at man med humor og satire kan gå alle trusler i møde, uden det følges af voldlige konsekvenser.

Det er derfor, at Charlie Hebdos ret til ytringsfrihed er en kamp, vi alle må kæmpe.Vi må insistere på, at vi ikke vil lade os dominere af den angst, terroristerne ønsker at efterlade os med. Vi må stå sammen om de værdier om ytringsfrihed og tolerance, der i dag kan synes uendelig skrøbelige og ja, meningsløse. Men det er de værdier, der til alle tider vil gøre os – og vores åbne demokratier – usårlige over for intolerance og vold.

Med de ord efterlader vi her på redaktionen jer læsere med tid til eftertanke. Selvom Paris ligger i Frankrig, findes der også terrorister i Danmark.